Flaskepost

2011-11-14T10:54:00.000-08:00

Dette er mine tanker skrevet efter en pind, hvor emnet hovedsageligt vil være omkring mig og min mangel på forståelse for andre mennesker.

Jeg vil hertil tage mit nyeste eksemplar af min fejlende menneskekontakt frem.
En dejlig kvinde der viste en form for interesse for mig (antager jeg, da jeg endnu ikke er helt sikker...)
Jeg var så heldig at få lov at invitere mig selv hjem til hende hvor vi spiste god mad og fik et par glas rødvin. Samtalen husker jeg ikke, udover at hun udspurgte mig om min fødselsdato hvor jeg ikke kunne give et klartydigt svar. Jeg blev ved med at tale uden om. Hvorfor kan jeg ikke selv forklare. Det er jo bare en dato, men i min iver prøvede jeg at være sjov (efter min egen definition). Jeg ved at jeg fejlede, da der jo intet sjovt ved ikke at kunne fortælle sin fødselsdato ...

Nåeh, men vi så en film ... med nærmest ingen snak i mellem. Jeg synes jeg at jeg prøvede at skabe lidt samtale, men nok ikke om noget interessant.

Endelig var filmen færdig hvor vi sad og talte om arbejde og kollegaer - mest grimt synes jeg selv. Nåeh men jeg gik på toilettet og kom tilbage med dødsstødet til mig selv. Jeg talte om en 60+ madmutter, som jeg ønskede som min kone. Jeg kørte joken lige lovligt langt ud og tror at det var dråben der fik bægeret til at flyve over.
PÅ intet tidspunkt fik jeg sagt noget personligt til hende, dog heller ikke gensidigt (efter hvad jeg har oplevet)
Jeg står derfor nu med en tom følelse i mig selv og et selvhad til min mangel på at kunne sige pæne ting til folk jeg holder af.
Hun har dog spurgt til om jeg ikke skulle ha' en yngre kæreste,hvor mit elendige svar var "Joeh burde jeg nok" .... Hvad helvede tænkte jeg dog på.

Dette er rart det her.
Det jeg i virkeligheden gerne ville ha' sagt, men ikke ved om man kan tillade sig at sige(?!)
Jeg vil gerne have en at vågne op til, en at komme hjem til. en at opleve verdenen med. En at lave mad til og en der får mig til at være tiltrækkende.

Listen bliver længere, og jo mere jeg tænker over det, frygter jeg at jeg bare vil have et kæledyr som kan passe sig selv, når jeg vil ud og fulde mig.
Og det er jo en skrækkelig tanke, at jeg er så egocentreret at jeg egentlig er ligeglad hvad for et "kæledyr" jeg får.
Derfor kommer jeg jo nok til at afvige lidt her og dykke længere ind i mig selv (Jaeh jeg kom til at ryge lidt mere nu her)
Jeg kommer altid tilbage til traumet om jeg er en autist;
Fætteren har kaldt mig en autist en enkelt gang, kollegaen ligeså. Sikkert i en joke jada .... men...
Jeg har aldrig rigtig haft så mange venner og tit var der mig der opsøgte dem, ikke omvendt. Har jeg altid været sær og mærkelig?
Når jeg stopper med at kontakte dem, kontakter de oftest mig aldrig igen ... Hhmmm.
Den eneste gang jeg virkelig har følt at jeg mistede noget, var da min mor døde,10apr2007 (never forget). Jeg følte intet da min mormor døde i 01(?), eller da min farfar døde, 27dec11(?)
Jeg følte intet da jeg stoppede på skolen eller på novo.
I 4.-5.(?) klasse kaldte min dansk lærer "Kold og kynisk", jeg ved ikke hvorfor,men de ord har sat sig lige siden...

Tilbage til mit selvhad.
Jeg kigger mig tit i spejlet og ser et grimt menneske. Ørerne, håret, tænderne og især læberne. Mandepatterne (som blev fedtsuget i maj2007), min lille pik og fede lår. Min manglende krops-hårvækst og fede vom. Jeg kan godt lide min hænder, fordi de ikke virker fede.
Jeg føler mig intelligent og meget stupid på samme tid. Jeg tror at jeg er god til mit arbejde men synes at jeg slacker den for meget af. Sjusker ligefrem til tider.

Tilbage til glæden
Jeg ved simpelthen ikke hvad man skal tale med folk om - jeg kan egentlig bare godt lide at lytte til dem og deres historier. Jeg elsker at sidde på værtshus og høre folk tale. At sidde i tog og lytte til de andre og lyden af togets rolige bølgen af metal mod metal.
Jeg anser ikke migselv som værende interresant og kan se på folk at de ikke bryder sig om min stemme (som jeg heller ikke kan udstå). Jeg har svært ved at holde øjenkontakt med folk, fordi jeg ved at de skal kigge på mig, og jeg er ikke et individ.
Puh der er meget sandhed om mig her.

Jeg har svært ved at stole på folk, så hellere lyve og lade løgnene sprede sig. Når jeg er meget fuld taler jeg tit om mig selv og min depression. Jeg lytter til deres råd ... men kan ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det.
Jeg har brug for en til at sparke mig igang - jeg er for uselvstændig og uegnet til at passe mig selv.

Jeg er blot et spøgelse på kloden?

2011-11-14T10:50:00.001-08:00

Min flaskepost til verden

Flaskepost

Jeg er blot et spøgelse på kloden?